Sæt tempoet ned og lønnen op

Kravene fra de offentligt ansatte og i denne tid især social- og sundhedspersonalet er meget klare. Der er brug for flere hænder og højere løn. Ellers bryder velfærden sammen, og de ansatte flygter til andre erhverv med højere løn og bedre arbejdsvilkår.

Flere hænder
Enhedslisten har i lang tid sagt, at der er råd til velfærd, og vi har også fremlagt en plan, der viser, at vi faktisk også har arbejdskraft nok til, at vi ikke bare kan få 200.000 offentligt ansatte til at erstatte dem, der holder op, men også til at ansætte yderligere 100.000 mennesker. For der skal ansættes mange flere, hvis vi skal have sat tempoet ned, så man kan holde et helt arbejdsliv, og leve op til sin egen faglige stolthed. Det gælder både den pædagog, der skal have tid til at læse en historie for et barn, hjemmehjælperen, der skal have tid til at drikke kaffe med den ældre og sagsbehandleren, der skal have tid til at læse sagen ordentlig igennem og høre borgeren før, der træffes en afgørelse.

Højere løn
Hvis vi skal have nogen til at være offentligt ansatte, så er det også helt afgørende med højere løn. Derfor har vi foreslået, at de lavestlønnede offentligt ansatte skal have 2.000 kr. mere om måneden, hvert af de år overenskomsten løber. Hvis de 450.000 lavestlønnede offentligt ansatte skal have 2.000 kr. mere om måneden, så koster det ca. 11 mia. kr. En del af det kommer tilbage i form af skat og moms, så nettoudgiften er kun ca. 5 mia. kr. Det er der rigeligt råd til - især hvis regeringen dropper planerne om skattelettelser.

Der vil helt sikkert komme nogle penge på finansloven til højere løn til plejepersonalet, for det er Dansk Folkeparti allerede begyndt at føre sig frem på i medierne. Men der er også brug for det til de øvrige grupper af lavtlønnede offentligt ansatte. Og der er samtidig brug for et opgør med den markedsstyring af samfundet, som Dansk Folkeparti og regeringen er i gang med.

Venstres revolution
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen sagde det helt klart i Berlingske Tidende den 14. juni, hvor han kommenterede, at den danske regering ikke vil gennemføre forandringer så brat og brutalt som i Storbritannien under Margaret Thatcher. "I den danske regering har vi valgt en anden strategi. Vi kaster ikke samfundet ud i revolutioner fra den ene dag til den anden; vi satser i stedet på fløjsrevolutioner."

Regeringen er altså i gang med en revolution. Ikke en revolution, der skal sikre, at vi får flere hænder til vores fælles velfærd, ikke en revolution, der skal sikre os et godt miljø i fremtiden og mindske klimaændringerne. Men en nyliberalistisk revolution, der skal øge uligheden dramatisk og fjerne den fælles, demokratiske styring. Samfundet Danmark skal ændres til Danmark A/S.

Vi skal måles og vejes
I den netop indgåede kommuneaftale er der en række formuleringer omkring styringen af kommunerne. De formuleringer er værd at læse nøje, da de fortæller om synet på kommunernes rolle. Der er enighed om, at styringen af kommunerne fremover i højere grad skal baseres på styring ved opstilling af mål og økonomiske rammer frem for regulering af processerne. Det lyder jo umiddelbart godt, men problemet er, at mål og økonomiske rammer ofte aftales i kommuneaftaler og finanslovsforhandlinger, altså uden for det demokratiske rum, som lovforslag behandles i.

Dermed er det meget sværere for borgere, organisationer og folkevalgte at få indflydelse på, hvilke mål der opstilles og hvor mange penge der afsættes. Ikke mindst hvad der skal måles, og hvilke resultater der udløser ekstra penge, eller hvilke manglende resultater der fører til nedskæringer. Desuden fjernes fokus i endnu højere grad fra alle de ting, der ikke kan måles og vejes. I stedet vil der så komme brugertilfredshedsundersøgelser, men de siger som regel ikke særlig meget. Dertil kommer, at en klar rettighed i en lov giver borgerne mulighed for at kræve deres ret. Derimod kan en målsætning i en aftale hurtigt forsvinde som våd sæbe mellem hænderne.

Hvis regeringen fx ophæver lovkravet om, at der max må være 28 elever i en klasse og i stedet bare opsætter et mål om, at der højst bør være 25 elever i en klasse, så lyder det som et fremskridt. Men realiteten kan blive, at der i nogle kommuner kommer 35 elever i klassen.

Udhuler demokratiet
Hele vejen igennem kommuneaftalen tales der om kommunerne som nogen, der står for "opgavevaretagelse" og "opgaveløsning". Ikke et eneste sted står der noget om demokrati, eller at borgerne på demokratisk vis via kommunerne kan bestemme, hvilke opgaver der skal løses. Institutionerne i kommunerne omtales som "den primære producent". Reelt er man altså i fuld gang med at reducere kommunerne til at være "leverandør for staten," som Kristian Thulesen Dahl længe har talt for. Så bliver det regeringen og dens embedsmænd der i kommuneaftaler m.v. fastlægger, hvilke opgaver der skal løses, og hvad der skal måles og vejes. Kommunerne skal så bare tage stilling til, hvordan de vil løse den opgave, dog med den væsentlige begrænsning, at flere og flere områder bliver markedsstyrede, hvor pengene følger borgeren. Regeringen vil fx kunne opstille mål om, at alle børn skal lære at tale dansk i vuggestuen, og at det skal måles med en sprogtest. Kommunerne kan så vælge, hvordan de vil gøre det, men med den joker, at de privilegerede forældre kan vælge at flytte deres børn over i en profitbørnehave med højere brugerbetaling og bedre normering. Kommunen står så tilbage med færre penge til at løse en opgave, der er blevet meget sværere.

Derfor er der brug for, at vi ikke kun kæmper for at sætte tempoet ned og lønnen op, men også kæmper for, at den fælles velfærd skal være fælles styret.

Arkiv: